Den ny museumslov styrker ikke det historiske samarbejde

Der kan siges mange gode ting om den kommende museumslov, men et område vil ikke blive styrket: Den historiske verden som sådan. Her skal de historiske museer fortsat være under en snæver lovgivning sammen med museer, som beskæftiger sig med helt andre ting som natur og kunst. Det er formen, der binder disse institutioner sammen. Det er en fordel for det ministerium, som skal administrere en lov, at det er de samme fælles retningslinier, der bliver administreret efter, når der skal gives tilskud til tyverialarm, magasiner og tilsvarende praktiske foranstaltninger.

Det ville have været meget mere naturligt, at de historiske museer arbejdede snævert sammen med historiske arkiver som landsarkiverne, Erhvervsarkivet og de lokalhistoriske arkiver, som man har et fagligt fællesskab med, og som man i praksis arbejder langt mere sammen med end man nogensinde kommer til at gøre med kunstmuseer.

Endnu mere grotesk er den lovmæssige adskillelse, når mange kulturhistoriske museer driver egnens lokalhistoriske arkiv.

Det er ingen ny situation. Således har det været i mange år; det er blot en situation, der bliver cementeret med den nye museumslov.

F.eks. har museumsverdenen og arkivverdenen udviklet hver deres EDB-system til at registrere deres historiske informationer. Arkiverne har udviklet programmet Arkibas, og museerne DMI. De er vidt forskellige i deres opbygning. Endnu værre er det, at der bliver udviklet forskellig terminologi, så det er svært at søge på tværs af databaserne.

Man må håbe, at ministeriet tager højde for dette forhold, når den nye styrelse skal fastlægge sit arbejde.